Vækst er intet uden mobilitet

14. april 2014

Vi kan også gavne væksten igennem en spredning af trafikken på nye veje i områder, der ikke i dag har trængsel. Den rigtige løsning er et policy-mix af investeringer i og uden for vækstområderne. Glem alt om, hvilke politikere, der er valgt hvor. Det handler om, hvad Danmark skal leve af, og det er af mobilitet i verdensklasse.


Af Thomas B. Olsen, formand og Søren Bülow, sekretariatschef, Dansk Vejforening

Børsen skriver i sin leder 28. marts, at investeringer i infrastruktur som for eksempel veje, skal lægges der, hvor det giver mest vækst, og ikke der, hvor politikerne er valgt.

Det kan vi kun være enige i. Men Børsen går for langt i at konkludere, at det bør betyde investeringer i de dele af Danmark, hvor væksten allerede er stærkest.

Hvis man følger dén strategi, er det i praksis lig med, at der kun investeres i Storkøbenhavn og i det østjyske bybånd. Men det vil være en alt for snæver investeringsstrategi, og den risikerer endda at være skadeligt for væksten.

Forklaringen er simpel: En stærkere og stærkere vækst koncentreret på få områder, vil trække mere og mere trafik - koncentreret på få områder - med sig.

Der er allerede skrevet side op og side ned i mange rapporter om, hvordan trængsel skader økonomien. En strategi, der satser ensidigt på en stærkere koncentration af trafikken, vil derfor øge trængselsproblemerne og bremse væksten.

Glem visionen om, at en bedre kollektiv trafik vil få en væsentlig andel af danskerne til at skrotte bilen. Det gør vi ikke - se bare på bilsalget de seneste 2 år. Bedre togforbindelser fører først og fremmest til et større forbrug af transport – med både tog og bil.

Vi kan derfor også gavne væksten igennem en spredning af trafikken på nye veje i områder, der ikke i dag har trængsel. Det vil både mindske trængslen og skabe en forbedret tilgængelighed for de virksomheder, der skal skabe væksten.

I øvrigt vil en ensidig satsning på infrastruktur i byområderne være at vende det blinde øje til det faktum, at Danmark i høj grad lever af eksport – herunder af landbrugsprodukter. Det er af største betydning for eksporterhvervene at tilgængeligheden, og ikke mindst pålideligheden af vejene, er i top. De veje, som disse erhverv har brug for, er ikke nødvendigvis i nærheden af et vækstområde.

Den rigtige løsning er et policy-mix af investeringer i og uden for vækstområderne. Glem alt om, hvilke politikere, der er valgt hvor. Det handler om, hvad Danmark skal leve af, og det er af mobilitet i verdensklasse.

Kommentaren er bragt af Børsen 10. april 2014.




A-medlemmer