Skip to main content Skip to footer

Vejpolitisk debat på Christiansborg

11. oktober 2017

Tirsdag den 10. oktober afholdte Dansk Vejforening sin årlige vejpolitiske debat på Christiansborg

 

Dette års debat tog afsæt i foreningens nylige udspil "Et debatoplæg om en masterplan for vejene frem mod år 2040" og bevægede sig rundt om temaer som stop-and-go, betydningen af gode veje, trængsel, finansiering af vejprojekter samt Dansk Vejforenings egne forslag til politikerne.

I debatpanelet sad Nikolaj Amstrup (Å), Rasmus Prehn (A), Jan Erik Messmann (O), Kristian Pihl Lorentzen (V) og Rasmus Jarlov (C) og til at styre slagets gang var Vibeke Hartkorn som ordstyrer.

En debat med aktive deltagere
Dansk Vejforenings formand, Thomas B. Olsen, bød velkommen til debatten. Han understregede hvor stolte vi er over at kunne præsentere "Et debatoplæg om en masterplan for vejene frem mod år 2040" fra maj måned i år, og herefter satte Vibeke Hartkorn debatten i gang. Undervejs blev flere af Dansk Vejforenings medlemmer inddraget i debatten og der kom mange relevante og konkrete eksempler på problematikker, som politikkerne kunne forholde sig til og svare direkte på.

NEJ tak til stop-and-go og trængsel - JA tak til langsigtede planer og flere penge
Hans Oluf Krog, formand for Asfaltindustrien og adm. direktør i Colas Danmark, stillede spørgsmålstegn ved den skadelige stop-and-go politik, der ses i statens infrastrukturinvesteringer. Han uddybede problematikken, der i anlægsbranchen gør det svært for virksomhederne at fastholde gode medarbejdere og investere i nye fabrikker og maskiner. Dermed er stop-and-go med til at hæmme vækst inden for branchen. Lars Bundgaard fra Business Danmark fik stillet skarpt på problematikken ved trængsel. Her er budskabet enkelt: Vi spilder tid i lange køer og det koster os. Transportordførerne lyttede og var også enige i, at dette er vigtige problematikker, der ikke mindst i anlægsbranchen men også i samfundet begrænser den gode vækst.

Dansk Vejforenings holdning er meget klar. Vi har brug for en langsigtet infrastrukturplan, der kan dække behovene for mobilitet og sikre en god vækst. Til dette mente ordførerne, at teknologien i langt højere grad kommer til at præge udviklingen i fremtiden, hvorfor alt for langsigtet planlægning hurtigt vil kunne blive forældet. Flere nikkede til en 10 års plan, som uden tvivl vil give god mening.

Der var generelt enighed blandt ordførerne om behovet for flere penge til investeringer i den danske infrastruktur. Der var dog også enighed om, at transportordførerne skal være bedre til at illustrere over for deres partis ledelser, hvor meget der reelt er at vinde økonomisk ved at anlægge og udbygge nye veje. Men trods enighed om bedre investering i infrastrukturen blev emner som adfærdsændring og miljøhensyn også bragt på banen. Danmark har internationalt forpligtet sig til at reducere udledningen af Co2, og dette skal transportbranchen også være med til at løse.

Dansk Vejforening takker for en god og spændende debat og ser positivt på ordførerenes vilje til dialog og engagement i branchen.