Danmark har brug for en Vejfond
16. juni 2015
Vi står over for et Folketingsvalg. Velfærdsydelser og uddannelse bliver debatteret. Men hvor er debatten om infrastrukturen i Danmark, særligt inden for vejområdet?
Af Thomas. B. Olsen og Helle Michelsen, Dansk Vejforening.
For uanset om den næste regering bliver rød eller blå, så har vi en vejsektor, der halter efter. I Dansk Vejforening mener vi, at infrastrukturen i Danmark skal ses ud fra et langsigtet perspektiv. I stedet for at planlægge infrastrukturen bare få år frem skal vi planlægge meget længere. En langsigtet planlægning kræver en tilsvarende langsigtet finansiering. Dansk Vejforening foreslår derfor, at en Vejfond som parallel til den eksisterende Togfond bør indgå i et nyt regeringsgrundlag. Vejfonden skal over en årrække på 25 år afsætte 5 mia. kr. om året til vedligehold og udvikling af de danske veje. Den vil være et stærkt signal til erhvervslivet om, at en ny regering vil støtte vækst og udvikling, også i områder der i dag og i fremtiden er helt afhængige af en effektiv vejstruktur.
Tilbage i 2009 vedtog et bredt politisk flertal at etablere Infrastrukturfonden, som skulle finansiere de kommende års investeringer i bane- og vejinfrastruktur. Hensigten med den var at anvende to tredjedele af dens midler på baneområdet og en tredjedel på veje. En fordeling der holdt nogenlunde stik indtil 2011. SRSF regeringen etablerede efterfølgende Togfonden. Fra 2012 til i dag er der ikke tilført Infrastrukturfonden nye midler. Der er til gengæld tilbageført midler fra billiggjorte projekter. Midler der altovervejende er blevet afsat til baneområdet, især elektrificering. Det er dog værd at bemærke, at trængslen på vejene i denne periode ikke er blevet mindre, tværtimod er den blevet større. Der er tal, der beviser, at hver gang DSB sidste år fragtede passagererne én ekstra kilometer, drønede landets bilister 26 kilometer ekstra på landets veje.
Dansk Vejforening vurderer derfor, at en Vejfond vil kunne komme trængslen i byerne til livs. Samt vil en Vejfond kunne finde finansiering til, at vi kan udbygge infrastrukturen på det overordnede vejnet, så det passer til kommende års behov for bedre fremkommelighed til eksempelvis supersygehuse, havne samt ændrede forhold for selvkørende biler. En Vejfond vil også kunne realisere en ekstra ringvej i Hovedstadsområdet, en havnetunnel i København og en midtjysk motorvej. Og lad os ikke glemme udkantsområderne. Socialdemokraterne lover i deres valggrundlag ”Et helt Danmark”. De vil sikre, at det stadig er attraktivt at bo og arbejde over hele landet. Det bakker vi op om i Dansk Vejforening. Men det kræver, at vi via et stærkere vejnet skaber en bedre mobilitet mellem byerne. Til sidst har vi det milliardstore kommunale vedligeholdelsesefterslæb. Det koster to til tre gange så meget at rette op på en forfalden vej som at vedligeholde i tide. Dette skal Vejfonden også rette op på. Dansk Vejforening opfordrer derfor politikerne til at opprioritere vejnettet. Indfør en Vejfond.
Bragt som debatindlæg i Licitationen 16. juni 2015.