Dansk Vejforening: Kollektiv trafik og privatbilisme må ikke blive et spørgsmål om enten eller
Bilisten, buspassageren og cyklisten står ikke i vejen for hinanden. Gode forhold for hver især er forudsætningen for et transportsystem, der hænger sammen økonomisk og klimamæssigt, skriver Emil Ipsen.
Debatten om fremtidens kommunale transport ender ofte i et kunstigt valg mellem kollektiv trafik og privatbilisme. Det valg hjælper ingen.
Det gør det sværere at skabe en mobilitet, der både understøtter den grønne omstilling, hverdagslivet og den lokale vækst, som kommunerne er så afhængige af.
Flere steder i landet har man ønsket at begrænse biltrafikken ved at fjerne vejbaner, nedlægge parkeringspladser og udskyde vedligehold, mens man investerer massivt i nye prestigeprojekter som nye letbaner.
Problemet opstår, når ændringerne ikke hænger sammen med hverdagen for de mennesker, der skal bruge infrastrukturen.
Håndværkere, også dem som skal udføre energirenoveringer og klimatilpasninger, ender med at holde ulovligt eller køre rundt i kvarterer med stillestående trafik.
Det skaber farlige situationer for både cyklister og bilister og gør det mindre attraktivt at tage opgaver i bestemte områder. Resultatet er lavere konkurrence og højere priser også på de grønne løsninger, kommunerne selv ønsker mere af.
Vedligehold er afgørende
Vejvedligeholdet er et andet afgørende punkt. Dansk Vejforenings analyse af udviklingen i vejbudgetter fra 2015 til 2025 viser, at kommunernes samlede vejudgifter i 2025 ligger på 4,4 milliarder kroner under niveauet i 2015 (målt i 2025-priser). Det er et fald på 33 procent.
Hvis vi vil fremad, kræver det et skifte i tilgang. Når vejene forringes, taber vi sikkerhed, mobilitet og klimaeffekter. Ujævne veje øger brændstofforbruget, og slidte cykelstier får færre til at vælge cyklen.
Ifølge Asfaltindustriens befolkningsundersøgelse er gode cykelstier afgørende for 76 procent af forældrene, når de vurderer, om deres børn må cykle i skole.
Dårligt vedligehold er derfor en direkte barriere for de grønne valg, vi ønsker flere af. Hvis vi vil fremad, kræver det et skifte i tilgang.
Mobilitet bør vurderes samlet, ikke som konkurrerende transportformer. Hvor man tager penge et sted for at styrke et andet. Kig derefter mod investeringer, der giver værdi for hele systemet:
- Et overblik i kommunen over vejefterslæbet og en klar plan for at indhente det. Det skaber forudsigelighed og sikrer, at vi ikke taber trafiksikkerhed og klimaeffekter på gulvet.
- Mobilitetskonsekvensvurderinger ved nye byudviklingsprojekter. Nye kvarterer skal have plads til både biler, cyklister og busser, så vi undgår flaskehalse i fremtiden.
- Systematisk brug af intelligente trafikløsninger. Moderne signalstyring kan skabe smidigere trafik, give forrang til bestemte mobilitetsformer og reducere trængsel. Det kan tilmed ske uden store anlægsudgifter. Kommunerne kan med fordel også se nærmere på eksisterende rundkørsler og kryds og vurdere, om de fungerer optimalt, eller om signalstyring kan skabe bedre afvikling.
Alle transportformer skal prioriteres
Kollektiv trafik er vigtig, hvor den giver mening, men den skal tænkes mere fleksibelt. Store prestigeprojekter med få passagerer binder midler, som måske gjorde større gavn i hyppigere lokalbusser, delebilsordninger eller bedre fremkommelighed i de mindre byer.
Det er de praktiske løsninger i hverdagen, der afgør, om folk kan komme til arbejde, studie og fritid.
Tiltagene taler direkte ind i den grønne omstilling. Gode veje reducerer CO2 fra biltrafikken. Bedre cykelinfrastruktur får flere i sadlen. Effektiv trafikafvikling mindsker spildtid og brændstofforbrug.
Samfundsøkonomisk taber vi ganske enkelt for meget ved at føre symbolsk kamp mod bilisterne.
Erkendelsen er klar: Bilisten, buspassageren og cyklisten står ikke i vejen for hinanden. Gode forhold for hver især er forudsætningen for et transportsystem, der hænger sammen økonomisk og klimamæssigt.
Hvis kommunerne vil sikre en grønnere og mere velfungerende hverdag for borgerne, kræver det modet til at prioritere alle transportformer – ikke kun nogle få. Det sker bedst ved at styrke vejene og investere i løsninger, der reelt forbedrer danskernes hverdag.
Af Emil Ipsen sekretariatschef i Dansk Vejforening - Udgivet i Altinget d. 19/12
