Vejhullerne skyldes ikke sneen, men underfinansieringen
Hver vinter gentager historien sig. Når foråret kommer, vælter henvendelserne ind fra bilister, der undrer sig over huller i vejene. I år forventer vi, at det bliver særligt slemt efter den relativt hårde vinter, vi har haft. Men det er faktisk ikke sneen og frosten, der er skyld i de hullede veje.
For veje, der er ordentligt vedligeholdt, kan godt tåle både frost, tø og store mængder nedbør. Det gælder også vintre med usædvanligt meget sne eller regn. Problemerne opstår, når vejene i årevis har fået lov at tørre ud, krakelere og ældes uden rettidig indsats.
Når der først er revner og huller i belægningen, finder vandet vej ned under asfalten. Det kan være smeltevand fra sne og is eller almindelig regn, som vi i stigende grad oplever mere af. Når temperaturen falder, fryser vandet, udvider sig og presser nedefra. Resultatet er velkendt. Flere huller, opbrud og skader, der pludselig bliver synlige for alle.
Vinteren fungerer som en stresstest. Den afslører, hvor vedligeholdelsen har været utilstrækkelig. Den er budbringeren, men ikke den egentlige synder.
Derfor er løsningen heller ikke at pege fingre ad vejret, men at handle tidligere og mere konsekvent. Veje skal inspiceres og vedligeholdes løbende, især i de perioder hvor forholdene er bedst. Små revner, der lukkes i tide, forlænger vejens levetid markant. Venter man derimod, vokser skaderne, og reparationerne bliver både dyrere og mere omfattende. I praksis kan det koste op til fire gange så meget at genoprette en vej som at vedligeholde den løbende.
Vinteren minder os blot om det, vi allerede ved. Dårlig vejstandard skyldes ikke frost og slud, men manglende investeringer gennem mange år. Særligt kommunerne halter bagefter, og det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om vilje, men om rammer.
En analyse fra 2017 viste, at der dengang var et investeringsbehov på 3,9 mia. kr. for at bringe vejene op på et tilfredsstillende niveau. Opgjort i nutidspriser svarer efterslæbet til 5,6 mia. kr., men meget peger på, at det reelle tal i dag nærmer sig 10 mia. kr. Samtidig har vejbudgetterne over en bred kam været faldende.
Langt hen ad vejen er det ikke kommunernes ansvar alene. De økonomiske rammer giver ganske enkelt ikke mulighed for at indhente efterslæbet. Derfor bør staten hæve anlægsloftet og give kommunerne et øremærket, ekstraordinært vejløft, der kan få styr på vedligeholdelsen én gang for alle.
Når vejhullerne dukker frem efter sneen, bør det derfor ses som et klart politisk signal. Enten investerer vi i vejene nu, eller også accepterer vi, at problemerne bliver større, dyrere og mere utrygge i fremtiden.
Skrevet af Emil Ipsen, sekretariatschef i Dansk Vejforening - bragt i Jyllands-posten d. 11.02.2016
