Vi har brug for en plan for infrastruktur nu
23. februar 2021
Hvor lang tid er det rimeligt, at et land skal vente på en infrastrukturplan? Ikke flere udsættelser. Skal Danmark investere sig ud af krisen, skal vi bruge den plan. Det vil skabe vækst og ikke mindst nedsætte den trængsel, der med sikkerhed kommer tilbage på vejene.
Af HELLE RASMUSSEN Dansk Vejforening
Da vi i sommeren 2019 skiftede regering og dermed også Transportminister, blev det besluttet at viske tavlen ren. Der forelå på dette tidspunkt allerede en infrastrukturplan fra den tidligere regering, men det var en smal aftale, og for den nye regering er en bred aftale et stærkt ønske; et ønske som Dansk Vejforening sagtens kan tilslutte sig. Men man havde allerede afventet en langsigtet infrastrukturplan i lang tid, og da den blev en realitet ved den tidligere regering, var mange glade, herunder også branchen. Optimale forhold for dem er nemlig, at der er en jævn og velplanlagt aktivitet indenfor anlægsområdet, og det kan en infrastrukturplan sikre. Så da den nye regering bekendtgjorde, at en klimaplan først skulle forhandles færdig, før forhandlingerne på en infrastrukturplan kunne indledes, var manges tålmodighed allerede sat på prøve. Senere blev verden ramt af en pandemi, hvilket af naturlige årsager også har betydet en vis udsættelse. Men nu er vaccineplanen klar, branchen er klar, lad os få gang i de forhandlinger om grøn infrastruktur. Så når Benny Engelbrecht for kort tid siden melder ud, at man afventer anden delrapport fra elbilkommissionen, før forhandlingerne kan indledes, er det klart, at man er uforstående. Hvad står der i vejen for, at man kan forhandle motorvejsudvidelser og andre infrastrukturprojekter, før at en delrapport omkring ladeinfrastruktur er i mål?
Så vores opfordring til Transportministeren: Ikke flere udsættelser! Danmark har brug for den plan, og det vil være bedst for alle parter at få den på plads inden kommunalvalget kommer for tæt på. Og som regeringen ved flere lejligheder har sagt, vi skal investere os ud af krisen. Går der for lang tid, er der en reel risiko for, at udenlandske entreprenører kommer til at lave arbejdet, fordi entreprenørerne i landet ikke længere vil kunne mobilisere den nødvendige arbejdskraft.
Mens vi venter på planen, ligger der en række af allerede vedtagne infrastrukturprojekter, som regeringen kan igangsætte. Det vil skabe vækst og ikke mindst nedsætte den trængsel, der med sikkerhed kommer tilbage på vejene, når Danmark åbner helt op igen. Og som Indenrigsminister Kaare Dybvad tidligere har understreget: Det er vigtigt med sammenhængskraft, og på landet er man nødt til at bruge bilen.
Bragt i Jyllands-Posten 19. februar 2021