Skip to main content Skip to footer

Brev til Transportministeren sendt 30. april 2020

6. maj 2020

Dansk Vejforening til Transportminister Benny Engelbrecht: Sæt gang i aktiviteten, mens vi venter på den grønne mobilitetsplan.

 

Kære Benny Engelbrecht

Udviklingen ude i verden og her i landet vil i de næste måneder og sandsynligvist år blive styret af pandemien med Covid-19. Vi håber imidlertid, at det gradvist vil lykkes at genåbne samfundet på en kontrolleret måde, så det igen vil blive muligt at opnå en normal økonomisk vækst. Danmark er i en helt ekstraordinær situation, hvor mange virksomheder er hårdt ramte af manglende ordrer som følge af pandemien. Og blandt de mest effektive midler til at trække den økonomiske aktivitet op i gear er iværksættelse af store bygge- og anlægsprojekter. I Dansk Vejforening mener vi således, at den nuværende situation nærmere aktualiserer igangsættelse af projekter snarere end giver anledning til at udskyde dem.

Mens vi venter på den grønne mobilitetsplan

En klimaplan kommer før en mobilitetsplan, og Dansk Vejforening har forståelse for rækkefølgen, og at det er et arbejde, der tager tid. Men vi mener ikke, at Danmark i den mellemliggende periode, bør gå i stå. Derfor opfordrer vi i stil med andre organisationer indenfor bygge- og anlægsbranchen til at igangsætte projekter med vedtagen anlægslov og VVM-redegørelser til at sætte gang i aktiviteten. Projekterne kan blive udbudt og derefter udført i løbet af de kommende 1-3 år til gavn for dansk økonomi ovenpå coronakrisen. Det vil gavne mange virksomheder indenfor anlægsbranchen her og nu, og det vil fremme væksten og lette fremkommeligheden, når Danmark kommer op i gear igen.

Dansk Vejforenings grønne vejudspil

Ved vores møde sidste år nævnte vi for dig, at vi i foreningen arbejder med et grønt vejudspil, der kommer med vores anbefalinger til, hvordan vi kan udvikle vejinfrastrukturen på en grøn og bæredygtig måde, og hvordan udviklingen af vejinfrastrukturen også bidrager til den grønne omstilling. Dette udspil lancerer vi senere på året, hvor vi gerne kommer og gør rede for anbefalingerne, som vi håber kan finde vej i regeringens grønne mobilitetsplan.

Med venlig hilsen

Thomas B. Olsen   og   Helle Rasmussen

Formand                     Sekretariatschef