Medlemsbesøg Køge Kommune
12. marts 2018
Onsdag den 7. marts besøgte Dansk Vejforening og SIKRE VEJE Køge Kommune. Programmet var tilrettelagt som en besigtigelsestur rundt til flere af Køge Kommunes erhvervsområder, projekter og anlægsarbejder.
Køge Kommune arbejder målrettet, helhedsorienteret og er i gang med at gøre kommunen klar til flere arbejdspladser og flere borgere. Og her tænkes både på infrastruktur og udvidelse af boligmassen som en vigtig og afgørende del af udviklingen. Fx bliver Køge Nord Station eneste stop på den ny højhastigheds-toglinje mellem Ringsted og København, og ved indvielsen af Køge Sygehus som nyt universitetshospital i (forventeligt) 2023 vil en hel ny gruppe af sundhedsfagligt personale blive trukket mod byen – ikke blot som medarbejdere, men forhåbentligt også som tilflyttere til kommunen. Så en vigtig del af Køges strategi er, at vækst og nye arbejdspladser ikke kan stå alene, men at det i lige så høj grad handler om at få virksomhedernes medarbejdere til at bosætte sig og blive indkomstskattebetalere i kommunen.
I de kommende år vil kommunen også investere massivt i klimasikring, og helt generelt har man i alle projekter og anlægsarbejder fokus på både miljø, støjbekæmpelse og tryghed for borgerne.
Turen startede med en runde i området omkring Skandinavisk Transportcenter, guidet af transportcentrets direktør Thomas Kampmann. Transportcenteret ligger strategisk godt placeret kun få hundrede meter fra Køge Bugt Motorvejen, hvilket skaber helt unikke og optimale rammer for transport via E20/E47/E55 både mod syd og nord. Transportcentret har udvidet af flere omgange og kan i dag melde alt udsolgt. Store virksomheder som Netto og Lidl har valgt at placere deres centrallagre i Køge og blandt andet har Post Nord netop opført et kæmpe lagerhotel og en pakketerminal på området.
Næste stop var den nye Køge Nord Station, der opføres i et samarbejde mellem Køge Kommune, Banedanmark og DSB. Ringstedsbanens nye skinner til højhastighedstogene kører parallelt med de gamle S-togsskinner og man er p.t. i gang med etableringen af den 225 m lange, arkitektonisk smukke gangbro, der skal forbinde sporene hen over motorvejen og med direkte adgang til to nye parkeringsanlæg. Parkér- og rejseanlæggene (som opføres af Køge Kommune) vil få i alt ca. 600 gratis p-pladser ved både den nye fjernbane og den eksisterende S-bane. Der vil være fokus på tryghed for borgerne i form af åbne arealer og god belysning, og man har ligeledes tænkt ITS ind i projektet, idet man som billist allerede ved kommunegrænsen mod syd vil møde trafiktavler, der oplyser om antallet af ledige pladser på anlægget.
Projektleder Per Birch Nielsen, Køge Kommune
Herefter satte bussen kurs mod den gamle industrihavn og Søndre Strand, nu et nyetableret boligområde under projekt ”Køge Kyst”, et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania. P.t. står to ejendomme færdigbygget, men ca. fire nye projekter er igangsat eller påbegyndes inden længe. Arkitekt på projektet Ina Jaller fortalte om ideen om at skabe en ny by i byen, med fokus på kultur, natur og miljø, og hvor industri og beboelse skal indgå i naboskab de næste ca. 10 år.
Køge Kyst
Sidste stop på turen var Køge Jorddepot, hvor projektleder Jens Christian Kaas guidede os rundt på de godt 40 hektar, dvs. godt 400.000 kvadratmeter, som er grundlaget for den store udvidelse af Køge Havn. Vi indledte med at besøge miljøteknikerne, der registrerer de modtagne mængder rent og lettere forurenet jord samt byggeaffald i form af ren beton og brokker, som er bliver knust og anvendt som fyld.
Køge Jorddepot
Derefter besigtigede vi fra bussen anlægsarbejderne, som er ved at udvide Køge Havn og Køge Kommune. Jorddepotet vil ende med at have modtaget 4 mio. ton jord og byggeaffald. Udvidelsen af Køge Havn er til gavn for erhvervslivet og borgerne. Der vil blive meget mere plads til virksomhederne og meget bedre muligheder for at modtage store skibe på op til 220 m længde og 30 m bredde. I tilknytning til havneudvidelsen vil der blive meget store rekreative områder.
Jorddepotet er omkranset af en tæt og dobbelt spunsindfatning, der er rammet ned i den underliggende lermembran for at forhindre, at der trænger forurenede stoffer fra depotet ud i det omgivende miljø. Der er fra skib pumpet 130.000 kubikmeter sand ind i den dobbelte spuns. Projektet omfatter også stenarbejder, adgangsveje, broer, udløbsledninger, strande og uddybning af havnebassin samt kajudstyr.
Vi sluttede dagen med sandwich i kantinen hos Køge Jorddepot, og alle blev herefter transporteret retur til Køge Torv.
Tak til Køge Kommune og til projektleder Manohari Tissari for en veltilrettelagt dag med et spændende program, og til vores guider, direktør Thomas Kampmann fra STC, projektleder Per Birch Nielsen og arkitekt Ina Jaller fra Køge Kommune samt projektleder Jens Chr. Kaas fra Køge Jorddepot.