Skip to main content Skip to footer

Dansk Vejforening har mødt Transportudvalget

12. april 2023

Tirsdag den 11. april præsenterede sekretariatschef Tove Hels Dansk Vejforening for Transportudvalget. 

 

Klyngemøde 11. april 2023, Transportudvalget, hos FDM på Sjællandsringen
Af Tove Hels, sekretariatschef i Dansk Vejforening
Dansk Vejforening er en medlemsbaseret interesseforening, som har vejen som hovedfokus.

 

Dansk Vejforening mener grundlæggende, at Danmark har brug for moderne, trafiksikre veje af høj kvalitet. Veje, der er dimensioneret efter den trafik, der skal køre på dem. Internationalt ligger Danmark i top 5 trafiksikkerhedsmæssigt, og det skal vi helst blive ved med. Det er der mange grunde til, at vi gør – blandt andet effektiv politikontrol, lødige informationskampagner, en af verdens højeste rater af selebrug, god køreuddannelse. Men det gør vi også, fordi vi har vel-designede veje med solid state-of-the-art afmærkning.


Målet med Infrastrukturaftalen fra 2021 var og er at sikre sammenhængskraft og øget mobilitet i Danmark, at skabe et solidt grundlag for vækst og velfærd og samtidig understøtte den grønne fremtid. Det gør vi blandt andet med flere cykelstier og med Infrastrukturaftalens afsatte midler til ladeinfrastruktur til el-biler langs statsvejnettet, til trafiksikkerhedsforbedringer på statsvejnettet og til bekæmpelse af trafikstøj. Alt sammen tiltag, som harmonerer med Dansk Vejforenings tanker om moderne infrastruktur.


Dansk Vejforening er optaget af at få klimasikring ind i vejbyggeriet. Dette gælder tiltag som flere cykelstier og det gælder klimavenlige belægninger – både belægninger med lav rullemodstand og belægninger, der har en højere vandgennemtrængelighed, således at vi kan komme af med de øgede vandmængder. Vi er også optaget af at sikre biodiversiteten i forbindelse med vejbyggeri – for eksempel med etablering af erstatningsnatur og ved at rense det opsamlede regnvand ved motorvejene.


I infrastrukturaftalen er der også afsat penge til vejvedligehold. Det er fornuftigt, fordi det koster 2-3 gange så meget at rette op på en forfalden vej sammenlignet med at vedligeholde i tide. Velvedligeholdte veje er ikke bare rare at køre på: Tager man penge fra vedligeholdelse nu, vil det koste skatteyderne unødigt mange penge i fremtiden.


Sammenfattende arbejder Dansk Vejforening for et moderne, trafiksikkert vejsystem, der danner grundlag for vækst og velfærd og understøtter den grønne omstilling.