Droppede lastbilsafgifter må også betyde farvel til road pricing
6. marts 2013
De kørselsafgifter på lastbilerne, som politikkerne nu har opgivet, skulle have været lillebror til et langt større, landsdækkende road pricing system for alle biler. Men når det nu ikke kan betale sig at iværksætte lillebror, bør politikkerne også opgive den langt større, og dyrere storebror.
Formålet med kørselsafgifterne var dels at skaffe finansiering og dels, at opnå erfaringer med en teknisk og organisatorisk løsning af et system til opkrævning af kørselsafgifter.
Men så langt nåede man altså ikke. Allerede på skrivebordsstadiet blev det klart, at kørselsafgifter til lastbiler ikke ville kunne betale sig. Skatteminister Holger K Nielsen begrundede bl.a. regeringens beslutning med, at han bare måtte erkende, at afgiften ville blive meget dyr at implementere og administrere.
Selv om der sådan set i en lang periode har været advarselslamper tændt om, at netop denne konklusion var uundgåelig, så skal ministeren da i det mindste have ros for trods alt at træffe et rationelt valg og ikke gennemtrumfe et meget uøkonomisk instrument af ideologiske årsager.
Det leder så bare hen til det næste spørgsmål: når det er uhåndterbart at styre og administrere kørselsafgifter for måske 30.000 danske lastbiler (plus udenlandske), hvordan forestiller man sig så, at et stort road pricing system for 2 millioner biler er bare nogenlunde realistisk?
Vognmandserhvervet er i forvejen underlagt en række tekniske kontroller og myndighederne holder skarpt øje med dem. Det tekniske udgangspunkt for et system til kørselsafgifter er derfor langt bedre for lastbiler end det er for landets flåde af personbiler, hvor der ikke er nogen systematisk kontrol og overvågning af kørslen.
Det er helt urealistisk at forvente, at road pricing for et totalt uorganiseret område som personbiler bare skulle gå glat igennem når det ikke kan betale sig på et så godt organiseret område som lastbiler.
Læg dertil, at omkostningerne ved at etablere og drive et road pricing system vil være ganske høje. Det road pricing system, som hollænderne endte med at opgive, ville således have kostet 40 mia. kroner at etablere og kræve 2.200 fuldtidsansatte at drive. Vi kan forvente at Danmarks udgifter til et lignende system vil være mindre, men ikke forholdsvis. Så det bliver en rigtig dyr omgang.
Vi må opfordre skatteministeren og regeringen til at kalde nok for nok og ikke kaste endnu et stort millionbeløb efter overvejelser af endnu et opkrævningssystem, der ikke kan betale sig.
Der er heldigvis masser af andre løsninger, der kan give en bedre trafik, mindre trængsel og miljømæssige fordele. For at de kan komme i spil kræver det bare, at politikkerne vil opgive deres søgen efter ét vidunderinstrument, der kan knuse trængsels-nøden en gang for alle, og i stedet indse, at det er de mange, målrettede og lokale tiltag, der er de mest økonomiske og effektive.
Debatindlægget blev bragt i Licitationen - Byggeriets Dagblad 6/3 2013.