Skip to main content Skip to footer

Dansk Vejforening præsenterer: Et debatoplæg om en masterplan for vejene frem mod år 2040

14. september 2017

Debatindlæg til Entreprenøren

 

Det har længe været Dansk Vejforenings holdning, at Danmark har brug for en langsigtet infrastrukturplan. En plan der kan afhjælpe spontane beslutninger og lappeløsninger i vores infrastruktur. Seneste lappeløsning vi har set, er regeringens forslag om kørsel i nødspor på vestfynske motorvej, som også fremgår af regeringens seneste forslag til finanslov for 2018. Selvom det naturligvis er positivt, at regeringen sætter ind et sted, hvor vi ser en stigende og problematisk trængsel, så er løsningen dog også forholdsvist kortsigtet. Med en langsigtet plan vil man kunne lave bedre og mere sikre løsninger til gavn for hele mobiliteten langt ind i fremtiden.

I foråret lancerede Dansk Vejforening sit længe ventede udspil: ”Et debatoplæg om en masterplan for vejene frem mod år 2040”. Her sætter vi rammerne for, hvordan vejene bør se ud, når vi når 2040. Det er vores mål, at vi her står med et vejnet, der imødekommer efterspørgslen, og danner grundlag for vækst og velfærd i Danmark.

Frem mod 2040 er det vores forslag, at afhjælpning af trængsel på motorvejene er øverst på den trafikpolitiske dagsorden. Helt konkret foreslår vi følgende: En fast vej- og baneforbindelse over Kattegat, en udvidelse af motorvejen mellem Odense og Lillebælt på hele strækningen, en midtjysk motorvejskorridor, en tredje limfjordsforbindelse, en udvidelse af den østjyske motorvej fra Randers til grænsen til Tyskland, en fast vej- og baneforbindelse under Femern Bælt, en østlig ringvej mellem Lyngbyvej og Amagermotorvejen via Nordhavn og Refshaleø, en yderligere vestlig ringkorridor (Ring 5, 5½ eller 6), en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, en tredje etape af Frederikssundmotorvejen, og der er motorvej til Hillerød, efter 12 km. motortrafikvej fra Allerød er udbygget.

Derudover skal der være velholdte og fremkommelige landeveje, som sikrer god mobilitet. Kommunerne har indhentet deres vedligeholdelsesefterslæb på de kommunale veje, og sidst men ikke mindst skal vi undgå ”stop-and-go-politik”. Opgangstider kan fremkalde et særligt prispres, og nedgangstider vil medføre, at virksomhederne mister kompetencer.

Dette er således Dansk Vejforenings forslag. Et forslag som vi mener, vil forberede vores veje til den stigene mobilitet, vi vil opleve i fremtiden, og et forslag som vi mener, vil danne grundlaget for den vækst, som regeringen ønsker, og som vi har brug for.

Du kan hente hele forslaget på Dansk Vejforening hjemmeside: www.dv.dk