Intet samlet Danmark uden et stærkere vejnet
30. november 2015
Mandag den 23. november kunne regeringen præsentere deres udspil ”Vækst og udvikling i hele Danmark”. Et udspil der omhandler en samlet vækstpakke, der skal bidrage til at skabe et samfund med vækst i hele landet og ikke kun i hovedstadsområdet og Østjylland. I landdistrikterne har væksten været lavere end i resten af landet, og dette vil regeringen med nævnte udspil lave om på. De vil med vækstpakken skabe et samlet Danmark.
Af Helle Michelsen, Dansk Vejforening
I Dansk Vejforening er vi enige med regeringen i, at der skal handling til for at skabe vækst i landdistrikterne og få vendt om på den tendens, at der ikke skabes vækst i samme grad i landdistrikterne som i de større byer. Men vi forstår ikke, hvorfor regeringen i deres vækstpakke ikke har haft et større fokus på mobiliteten mellem byerne i yderområderne. Godt nok nævnes det i udspillet, at det skal være bedre at bo og leve i hele Danmark, og for at dette kan opnås, skal der være bedre fremkommelighed i hele landet. Der nævnes desuden også i udspillet, at en mobil befolkning er med til at skabe vækst og udvikling. Det skrives endda, at det er en forudsætning, og regeringen tilskynder til mobilitet! Regeringen skriver, at øget pendling kan være ét af svarene på, hvordan Danmark kan hænge bedre sammen.
Når dette er regeringens holdning og råd til befolkningen, savner vi i udspillet et større fokus på vejene. I stedet for blot at foreslå lavere transportudgifter til og fra de små øer, nedsat pendlerpris på Storebælt, højere hastigheder samt lavere aldersgrænser for kørekort, bør vejnettet også have en plads i jeres udspil. Skal befolkningen blive mere mobil, bør investeringer i vejnettet prioriteres højere. Igen foreslår Dansk Vejforening, at regeringen øremærker midler til en udvikling af det danske vejnet.
Dansk Vejforening må således slutte dette indlæg af med at give regeringen en dårlig karakter for deres vækstudspil, der har til formål at skabe et samlet Danmark. For Danmark kan ikke samles, hvis ikke regeringen snart får øjnene op for de nødvendige investeringer i infrastruktur, der skal til for at udvikle vejnettet. For kun sådan kan Danmark samles.
Bragt i Licitationen den 30. november 2015.