Skip to main content Skip to footer

Vejhuller et kæmpe problem denne vinter

1. maj 2024

Den hårde vinter har efterladt kommunevejene ekstraordinært hullede. Dette kommer desværre ikke som nogen overraskelse, da den kommunale vejvedligeholdelse igennem de senere år er blevet nedprioriteret.

 

I årevis har vi i Dansk Vejforening råbt kommunerne op, når de ved årets begyndelse offentliggør deres budgetter. For hvert år er budgetterne for vejvedligehold og anlæg af veje enten nedadgående eller med minimale stigninger. I år har desværre ikke været en undtagelse.

Den årlige ”Vejudsigt”

Dansk Vejforening laver hvert år en analyse over kommunernes vejbudgetter, og hvad angår vedligehold af vejene, ser vi i år en knap 2 procent stigning i forhold til 2023, når man måler i faste priser. Det er bare langt fra nok, når der ifølge den seneste SAMKOM-rapport fra 2018 i forvejen er et kæmpe vedligeholdelsesefterslæb på 3,9 mia. kr. på de kommunale veje. Oven i dette kommer en vinter, der har været ekstra hård ved vejene, og det bliver jo nok ikke den sidste.

Hullede veje overalt

I de lokale aviser rundt omkring i det danske land såvel som i de landsdækkende, har man ikke skullet bladre længe, før man læser overskrifter som for eksempel: ”Rekordmange vejhuller giver ansatte dobbeltarbejde”. Når kommunerne i årevis har nedprioriteret vejområdet til fordel for andre om råder, er det klart, at man i kommunerne bliver ekstra udfordret i år. Vi oplever væsentlig mere nedbør, end hvad vi gjorde tidligere, og kombineret med den skiftevis hårde frost og efterfølgende tøvejr, som vi har haft i vinters, har det resulteret i rekordmange vejhuller. Vejhuller er hårde ved bilerne, men vigtigst af alt, nedsætter de trafiksikkerheden. Derfor må og skal vejvedligehold højere op på kommunernes prioriteringslister, betydende at kommunerne skal afsætte flere penge til vejvedligehold. Stormflod, oversvømmede byer og rekordhøj nedbør er desværre noget, vi kommer til at opleve igen og igen, og ikke kun noget vi ser hvert 10. eller 20. år.

Anlægsbudgetterne rekordlave

Retter vi øjnene mod anlægsbudgetterne, så er de blevet beskåret og lå i 2023 - ifølge KL’s Momentum nr. 12 i fjor, på et rekordlavt niveau knap 2 mia. kr. under det gennemsnitlige årlige anlægsbudget siden kommunalreformen i 2007, og med 3.118 kr. i 2023 har der ikke siden kommunalreformen været så få kommunale anlægsmidler pr. borger som i 2023. Fra budget 2023 til budget 2024 er der et fald på 180 mio. kr. eller 5 procent (faste priser) i kommunernes udgifter til anlæg af veje. Så skal vi imødekomme fremtidens udfordringer på såvel kapacitet på vejene, men også de tiltag klimaforandringer kræver, så er det noget, som kommunerne er nødt til at tage højde for i deres budgetter.

Skrevet af sekretariatschef i Dansk Vejforening, Helle Rasmussen, til Asfalt maj 2024.